[ d e e p P u r . p l e ) The Highway Star

En haltende hund kommer også frem

Deep Purples fine og bundsolide sammenspil sidder stadig lige i øjet. Fredag optrådte bandet på Skanderborg Festival.

Lad det være sagt med det samme: Selvfølgelig spillede de den - og selvfølgelig kom alle luftguitarene frem i Skanderborgs hyggelige bøgeskov. Deep Purple skuffede kun et fåtal, da de allieret med et af rockens allermest populære guitarriffs fra "Smoke On The Water" lukkede og slukkede for førstedagen på Danmarks Smukkeste festival.

Men lad os starte med begyndelsen. Torsdag klokken 23:
Et tætpakket og sitrende publikum havde taget plads foran Bøgescenen. Unge, ældre og lidt ældre side om side - de fleste med luftguitaren klar.

Stort og forventningsfuldt bifald lød, da den fremragende trommespiller Ian Paice som den første fra Deep Purple kom på scenen. Og bifaldet steg et par grader, da bassisten Roger Glover, guitaristen Ian Morse og Jon Lord-stand-in Don Airey, keyboards, slog følge. Sangeren Ian Gillan kom, som det sig hør og bør, på scenen som sidste mand - og bifaldet fik endnu et vrid i vejret. Selv om han både er blevet klippet og har fået grå nuancer i håret, er han stadig en karismatisk figur. Og han vrikker stadig forførende i de røde læderbukser - mest til kvindernes begejstring.

Allerede fra første akkord er rocktemaet slået an. Selvom bejleren er blevet noget ældre, er der kraft og energi i appellen til pigen fra Tokyo. Og det viser sig i løbet af de næste par numre, at Deep Purples ene varemærke - det fine og bundsolide sammenspil i rytmesektionen mellem Glover og Paice - stadig sidder lige i øjet - eller øret, om man vil. Et andet varemærke - Lords orgelarbejde - kniber det mere med. Reserven Don Airey har ikke samme touch og føling som Jon Lord, og Deep Purple uden ham viser sig at være en som en haltende hund - den kommer frem, men ikke så elegant, som den plejer.

Men hva! Publikum var tilfreds og vildt bifald til "Mary Long" og "Lazy", der i sin dejlig krøllede komposition giver fine udfoldelsesmuligheder for både Gillan og Morse. Hans guitar og hans singler - hans morsesignaler - er ok. Han er en god guitarist, men dækker ikke helt over det hul, som den geniale guitarist Ritchie Blackmore efterlod.

Andægtig respekt
Til gengæld har Blackmores afgang betydet, at flere af de gamle Purple-klassikere igen er kommet på scenen. "No One Came" er en af dem, og publikum lyttede med i en nærmest andægtig respekt.

For mig kom et foreløbig klimaks, da "Perfect Strangers" blev sendt af sted, men efter reaktionerne at dømme kom det for de fleste andres vedkommende, da "Smoke On The Water" lettede. Den kender alle guitarister - Leo´s Sussi kender den næsten. Av min lattermuskel! Rasmus

Herfra var resten af koncerten et triumftog, hvor det ikke generede ret mange, at nogle af soloerne kunne have tendens til at blive for meget lir, at keyboard-lyden ikke var den bedste, og at Gillans stemme ikke helt holder, hvad den forsøger.

Efter ekstra-numrene "Black Night", den 33 år gamle "Hush" og "Highway Star" sænkede natten sig over skoven.

Klokken var blevet 00.45 - black night. Men det skete i en forvisning om, at der er liv efter de 55 år, som er den alder, de yngste af de oprindelige medlemmer af Deep Purple har nået.

Uffe Normand

Sent in by

Michael Lund


[ reviews | the highway star ]