[ d e e p P u r . p l e ) The Highway Star

Rockbraget i Dyrehaven

Deep Purple leverede varen og sendte os en tur tilbage til 70erne.

Hvis bøgetræerne i Dyrehaven mistede alle deres blade i aftes, er det Deep Purples skyld. De engelske rock-veteraner leverede et brag af en koncert, da de lukkede og slukkede for festivalens første dag. Det var hårdt og det var højt. Men for dælen, hvor var det godt.

Sidst jeg så Deep Purple var i Vejlby-Risskov Hallen i 1972. [Dér afslørede du vist din sande alder, Max! ;^) Rasmus] Jeg havde allernådigst fået lov til at komme med min storebror og hans kammerater til rock-koncert. Jeg havde min islændertrøje og mine nye Wrangler-bukser på. Jeg var stolt som bare pokker, og jeg glemmer aldrig, da mit store idol, guitarguden Ritchie Blackmore, kom ind på scenen med sin sorte Stratocaster og tændte op under "Highway Star". Jeg var så tæt på at være lykkelig, som man nu kan være, når man er 12 år gammel.

I aftes var følelsen der næsten igen. Godt nok er Ritchie Blackmore ikke med mere, og organist Jon Lord var røget på hospitalet med et dårligt knæ. Men Ian Gillan, Roger Glover og Ian Paice var der ligesom for 29 år siden. Og den storsmilende, fabelagtige guitarist Steve Morse og den velspillende klaverbokser Don Airey var så gode afløsere, at det ikke kunne ødelægge aftenenen for en inkarneret Blackmore-fan.

Det første kys
Dejlige minder fra mine første teenage-år væltede frem, efterhånden som de gamle drenge fræsede sig igennem den ene klassiker efter den anden. "Highway Star" og "Speed King" som jeg troede, jeg var, når jeg drønede afsted på min tre-gears Puch. "Black Night" som var min første single-plade og "Woman From Tokyo", som blev spillet igen og igen i ungdomsklubben. Det første kys, Pølse-Jørgens "krassere" og 10 Prince for 3,75. Billederne stod i kø på nethinden.

Sammen med Led Zeppelin og Black Sabbath var Deep Purple bannerførerne indenfor den tunge rock i starten af 70'erne. Uden dem ville bands som Iron Maiden, Soundgarden og Metallica aldrig være blevet til noget. Og der er vist mange håbefulde guitarister, der har startet karrieren med en en-strenget udgave af "Smoke On The Water". Den spillede de selvfølgelig også i aftes, og den fik for alvor festivalpladsen til at koge over i ren rock-rus. Det var tydeligt, at begejstringen smittede af på de garvede rockvetraner.

"I sender så mange positive vibrationer herop", roste forsanger Ian Gillan. Der blev også plads til mindre kendte sange som "Fools" og "No One Came", samt aftenens eneste ballade "When A Blind Man Cries". Den hårde rock var i højsædet. Spilleglæden var enorm. Steve Morses smil blev bredere og bredere, og bange anelser om gamle, sure mænd i leopardbukser, der lever højt på fortidens bedrifter - rockdinosaurer, om man vil - blev gjort til skamme. Deep Purple kan stadigvæk deres kram, og dem der siger, at man ikke kan spille rock, selv om man forlængst har passeret både 40 og 50 år, er fulde af løgn.

Max Jørgensen


[ reviews | the highway star ]